gå på opdagelse
tilbage
Image Alt

Caroline Johansen

  /  Artikler   /  Kropslig sundhed   /  Sådan holder jeg mig slank uden restriktioner

Hvis der er noget, jeg hader, så er det sætninger som ‘Jeg er på slankekur’ eller ‘Det må jeg ikke spise’. Det er to sætninger, som jeg tidligere har haft inde på livet, men som jeg aldrig nogensinde i mit liv kommer til at sige igen. Og det er der én simpel grund til, og det er: Det er mit liv simpelthen for kort til.
 
Når det så er sagt, så har jeg stadig et ønske om at behandle min krop og mit sind godt. Og jeg skal da heller ikke være bleg for at indrømme, at jeg da også gerne vil være lækker at se på.
 
Det har taget mig mange år at finde min egen balance. Det er dælme ikke noget, der bare lige sådan kommer over natten. Det kræver selvindsigt, prioriteringer og nedskruet forventninger at finde den gyldne middelvej – især i det her sundhedsfikseret og præstationsfikseret samfund vi lever i.
 
Jeg vil gerne dele de ting med dig, som både holder mig slank og lækker, men som også sparer mig for restriktioner. Men husk, hvad der virker for mig, virker nødvendigvis ikke for dig. Brug i stedet disse tips som en guideline til at finde din egen gyldne middelvej:
 

Jeg sover 7-8 timer om natten

Jeg kan ikke sige det nok. Søvn, søvn og atter søvn er bare vejen frem til rigtig mange positive ting. Også når det handler om at holde sig slank. Får du for lidt søvn, kan du have tendens til at spise flere usunde sager i løbet af dagen. Det kommer nok ikke som et stort chok at store mængder usunde sager, ikke gør noget godt for dig og din vægt.
 

Jeg drikker massere af vand i løbet af dagen

Et menneske består af 50-60 % vand. Det giver derfor også rigtig god mening, at du skal sørge for at holde din væskebalance stabil for at føle veltilpashed. Glemmer du at drikke vand i løbet af dagen, kan tørsten faktisk komme til udtryk i form af sult. Og så kommer du måske til at indtage ligegyldige kalorier, når kroppen egentlig i virkeligheden længes efter væske.
 

Jeg stopper med at spise, når jeg er mæt

Det giver lidt sig selv. Når du spiser dine måltider, så spis langsomt, nyd din mad og stop når du er mæt. På den måde undgår du at indtage ligegyldige kalorier. Et andet tip er også at spise, når du er sulten og lade være med at spise, når du ikke er sulten. Det er ret simpelt, det handler bare om at mærke efter.
 

Jeg sørger for at få grøntsager hver dag

Grøntsager mætter. Grøntsager indeholder en masse gode vitaminer, mineraler og kostfibre. Grøntsager kan tilberedes på alle mulige forskellige måder. Der er faktisk slet ikke noget dårligt at sige om grøntsager. Derfor er det en god huskeregel at spise grøntsager til alle dine måltider.
 

Jeg dyrker motion, når jeg har lyst

Da jeg var yngre, var jeg noget mere restriktiv omkring min træning. Jeg skulle helst træne 3-4 gange om ugen, og jeg skulle også helst være fuldstændig smadret bagefter. Jeg har aldrig været i bedre form, end jeg var dengang, men jeg har heller aldrig været mere ked af min krop end dengang. Nu motionerer jeg, når jeg har lyst, tid og overskud. Og det fungerer super godt for mig fordi dét at dyrke motion og røre sig, er blevet en positiv oplevelse frem for en påduttet oplevelse.
 

Jeg prioriterer at hvile min hjerne

Min hjerne og mit sind har en tendens til at blive overstimuleret af indtryk. Det medfører, at jeg bliver træt, zombie-agtig og til tider umedgørlig. Derfor er det en høj prioritet for mit vedkommende at give mig selv plads og lov til at slappe af og koble af. Den måde jeg kobler bedst af på, er at gå ture, skrive, løbe, være kreativ, se tv og sove middagslur.
 

Jeg taler pænt til min krop

Det her punkt er også ét af de vigtigste punkter. Når jeg taler pænt til min krop, så får jeg også mere lyst til at behandle min krop godt og fylde den med en masse gode ting. At tale pænt til min krop giver mig ligeledes et afslappet forhold til, hvordan min krop ser ud.
 

Jeg vejer mig aldrig

Jeg er af den overbevisning, at man godt kan se i spejlet, hvis man vejer for meget. Derfor ser jeg slet ingen grund til at et tal på en vægt, skal diktere, om jeg er tilfreds med min krop eller ej. Derfor vejer jeg mig stort set aldrig. Og det har nok været én af de bedste beslutninger, jeg nogensinde har taget, når det handler om at hvile i sig selv.
 
underskrift
 

Brug et af disse links, når du skal forkæle dig selv eller købe julegaver:
Saxo*, Lykke by Lykke*, Green Goddess*
 
Så støtter du hjemmesiden, hvilket er en kæmpe hjælp. Tak ♡
Reklamelinks er markeret med *

Skriv en kommentar